Lad jer betage af Svanekes historiske charme og stemningsfyldt by- og havnemiljø. Den omgivende unikke natur har både mange seværdigheder og indbyder i den grad til et aktivt friluftsliv.
Vælg mellem 83 sommerhuse Destinationer under Svaneke
Svaneke på Bornholm

Svaneke, der tidligere er blevet kåret til Danmarks smukkeste købstad, er en af Bornholms bedst bevarede byer, hvor der også fortsat værnes om det oprindelige miljø. Nogle af de flotte og charmerende bindingsværkshuse og gårde har morbær- og figentræer i haverne – hvilket er et sjældent syn i Danmark. Tag jer tid til at udforske byens små krogede og hyggelige gader, hvor der ligger både røgeri, mikrobryggeri, gode spisesteder, glaspusteri samt et godt udbud af specialbutikker. På torvet har Svaneke Bolcher etableret sig i en over 200 år gammel idyllisk købmandsejendom. I butikken er det desuden muligt at iagttage produktionen, der foregår efter gamle, håndværksmæssige principper.

I sommerperioden afholdes der hver onsdag torvedag i byen – med gøgl, musik, et væld af boder og mulighed for en rundtur med Svanekes hestesporvogn.

Slap af med en dejlig gåtur til den hyggelige og stemningsfyldte havnefront i Svaneke og fortsæt ud til den nordøstligste klippepynt ved kanonerne på den gamle skanse. Her ligger Svaneke røgeri med sine iøjnefaldende fem, hvide skorstene og et stort udvalg af røgvarer – frem for alt naturligvis sild!

På Randkløvevej i Svaneke ligger en af Bornholms store naturseværdigheder – Sprækkedalen Randkløve Skår, som skærer sig dybt ned i fjeldet og ind i landet mod sydøst. Landskabet omkring Randkløve Skår er præget af flot og frodig bornholmsk naturskov – hvor I kan slappe af i ro og fred.

Svaneke er ikke kendt som badeby, men har dog en lille fin strand, der er skabt ved påfyldning af sand.
Stranden ligger mellem klipperne ved Hullehavn, og der er både mulighed for at bade fra klipperne og udspringsvippen. Ved stranden ligger den hyggelige cafe og iskiosk med det humoristiske navn ”Hullehavn Storcenter”.

Besøg også Bornholms store, familievenlige forlystelsespark Brændesgårdshaven, Højevejen 4 i Svaneke, der har åbent i sæsonen primo maj til og medio september. Få en sjov og oplevelsesrig dag med familien i Brændesgårdshaven, som indeholder både dyrepark, vandland og legeland. Attraktionen byder på mange aktiviteter som hoppeland, forhindringsbaner, svævebane, robåde, minigolf, friluftsscene med trylleshow, hyggelig dyrepark med klappe-venlige dyr og ikke mindst et 6.000 m2 stort, opvarmet vandland med rutsjebaner.

Bornholm egner sig godt til cykling. Nyd at have tid til at glæde jer over den smukke natur sammen, for de korte afstande på øen gør, at hele familien kan være med. Børnecykelruten på Bornholm er særlig trafiksikker, da den er lagt an på Bornholms mange gode cykelstier. Korteste etape er 6 km og den længste 33 km, og naturligvis kan man blot vælge de områder og distancer, som har interesse og passer for familien.

Snyd ikke jer selv for en vandretur i det smukke skovområde Paradisbakkerne, der ligger i det stærkt kuperede klippelandskab ca. 5 km syd for Svaneke. I Paradisbakkerne ligger den ca. 35 tons tunge Rokkesten, der pga. sin særlige placering er til at rokke med. Hos Bornholms Velkomstcenter sælges oversigtskort med tre turforslag i Paradisbakkerne på hhv. 3, 6 og 6,5 kilometers længde.

Put & take fiskevand finder I ved den 17.500 m2 store Stenbrudssø i udkanten af Nexø. Søen er det tidligere Nexø sandstenbrud og beliggende i et naturskønt område, hvor hele familien er velkommen. Derfor er det er oplagt, I tager madkurven med og nyder den enten ved søbredden eller ved kysten med flot udsigt over Østersøen. Få hundrede meter fra søen ligger Halleklipperne, som det er populært at bade fra. Fiskekort til Stenbrudssøen samt leje og salg af fiskegrej mv. foregår fra den nærliggende Nexø Camping, hvor det også er muligt at købe forfriskninger i campingpladsens kiosk.

Vælg mellem 83 sommerhuse

Områdeanmeldelser

10 voksne 0 børn 0 husdyr 7 overnatninger 2024 oktober
Ligger ud til landevejen, men alligevel smukt på landet.
Svaneke
2 voksne 0 børn 0 husdyr 7 overnatninger 2024 oktober
Meget centralt placeret og godt udgangspunkt for udflugter.
Svaneke
4 voksne 0 børn 0 husdyr 7 overnatninger 2024 september
Området ved Svaneke er fantastisk.
Bølshavn
4 voksne 2 børn 2 husdyr 7 overnatninger 2024 august
Skønt område og dejlig hurtig adgang til smuk klippe kyst
Listed
4 voksne 0 børn 0 husdyr 5 overnatninger 2024 august
Dejligt område
Listed

Andre artikler

  1. Sommerhus Bornholm

    Bornholm er et af de mest populære områder i Danmark. Her finder du knap 1.500 skønt beliggende sommerhuse. Strandene og naturen er i topklasse. Oplev Ekkodalen, gå tur blandt bisoner, se Hammershus, rundkirkerne og meget mere. I de senere år er Folkemødet også blevet et tilløbsstykke. Glæd jer til et dejligt ophold på Danmarks solskinsø!
    Klipper langs kysten på Bornholm