Sommerhus i Vesternæs
Sommerhusområdet Vesternæs ligger tæt ved Søndernor, der er bedste spot ved nordenvind på Lolland-Falster og derfor surfernes yndling. Albuen Strand er en børnevenlig sandstrand med små bløde klitter og lavt vand. Et skønt sted at bade, samle sten og skaller og lege – eller bare slappe af og hygge sig. Stranden har toiletter, parkeringsplads og bænke og det eftertragtede Blå Flag, og på den nærliggende Albuen Strand Camping er der en købmand. Der er gode muligheder for at fange havørred og i maj hornfisk ved Albuen strand. Der er i det hele taget mange fine fiskesteder på Vestlolland. Fiskekort kan indløses på turistbureauet.
Selve naturområdet Albuen er en smal 7,5 km lang krumodde mellem Langelandsbæltet og Nakskov Fjord. Odden ligger i Natura2000 beskyttelsesområde med mange fugle, sjældne strandtudser og en uforstyrret flora. Af hensyn til dyrelivet skal hunde holdes i snor i sommerhalvåret. Gå på opdagelse blandt fiskerhuse, lodshuset, der i dag er både museum og naturcenter, og ud til fyrtårnet, hvor der er en fantastisk havudsigt. Der er borde/bænke og grillpladser på stedet og multtoilet ved fyret. Vær opmærksom på at der ikke findes drikkevand på Albuen. I kan også tage med ”Postbåden” fra Nakskov havn ud til Albuen. Pladsreservation kan bestilles på turistbureauet i Nakskov. Det er muligt at få sin cykel med båden for 20 kr.
På cykelstien ”Østersøstien” kan I cykle på diget hele vejen til Rødbyhavn. Cykelstien ”Nakskov Fjordstien” løber langs fjorden helt ind til centrum af Nakskov. Nakskov er Lollands største by og har en af landets ældste gågader. De hyggelige og velholdte stræder og huse skaber en helt særlig stemning. Turistbureauet har til huse i det gamle apotek, og går man gennem porten til gårdspladsen med de toppede brosten, ses det gamle gavlhus fra 1645 og apotekerhaven.
Nakskov havde i begyndelsen af sidste århundrede flere lokale aviser. Det Gamle Trykkeri er et arbejdende museum, hvor I som besøgende kan opleve tidligere tiders måder at fremstille tryksager på samt de forskellige sætte- og trykmaskiner, mørkekammer osv.
Nakskov Skibs- og Søfartsmuseum ligger ved havnen, og udstillingerne fortæller om skibsbygning, skibe og søfart med udgangspunkt i lokalområdet. Gå på opdagelse blandt maritime genstande, tegninger, fotos, klædedragter og andre kuriositeter. Museet er handicapvenligt.
Sukkerproduktionen har i mere end 140 år spillet en vigtig rolle på Lolland-Falster. Danmarks Sukkermuseum ligger med udsigt til Nakskov sukkerfabrik, så de besøgende kan få et godt indblik i de forskellige bygningers funktion. Museet rummer markens redskaber, genstande, film og fotos fra de tidligere i alt 9 sukkerfabrikker.
Nakskov Svømmecenter har klatrevægge, rutsjebane og vipper for de vilde vandhunde og svømmebaner for de lidt ældre af slagsen. Er godt sted til familiehygge på en regnvejrsdag.
Kong Svends Høj er Vestlollands mest anseelige oldtidsminde og Danmarks største velbevarede jættestue. Under udgravninger i 1780 fandt man ravperler, samt dyre- og menneskeknogler. Har I lyst, kan I krybe ind i kammeret. Glentehøj fra ca. 3200 f.Kr. blev restaureret i 1925. Selve gravhøjen er rund, omkring 5 m høj og 30 m bred. En 4 m lang gang fører ind til den 9 m lange stue. Ta’ lommelygte med, når I går på opdagelse derinde.
Knuthenborg Safaripark er Nordeuropas største safaripark med mere end 1000 fritgående vilde dyr. Oplev giraffer og næsehorn på Savannen, se fodring af ulve og tigere eller tag en tur i abebussen hos bavianerne. Børnene er vilde med det afrikanske legeland, Limpopoland, med Danmarks sejeste vand- og naturlegeplads og Lollands første vulkan, Kilimanjaro. Ta’ en forfriskende tur i Congo Splash – Danmarks længste, højeste og stejleste vandrutsjebane.
I Krokodille Zoo findes verdens eneste samling med alle 23 eksisterende krokodillearter på et sted. I juli md. holdes natzoo fra kl. 22 - 24 med natmad til dyrene kl. 23, aberne fodres kl. 12, og kl. 14 er det krokodillernes tur. Zooen har også f.eks. skildpadder, varaner, slanger, leguaner og fugle.
I Guldborgsund ZOO & Botanisk Have kan I komme helt tæt på dyrene. Her er masser af naturskønne områder med sø, flotte plante- og dyreanlæg samt sjove og hyggelige aktiviteter for hele familien.
Går udflugten til Rødby, bør I besøge Lalandia Aquadome, der er et tropisk vandland for hele familien med bl.a. vandrutsjebaner, bølgebassin og spapools.
Områdeanmeldelser
Andre artikler
Sommerhus i Lolland
Lolland er et naturskønt og populært område som byder på flere hundrede skønt beliggende sommerhuse. Glæd jer til dejlige strande, rejs tilbage til Middelalderen, ta' på safari og besøg et af Danmarks mest populære badelande, Lalandia.
Sommerhuse i Danmark
Feline tilbyder det største udvalg af sommerhuse i Danmark. Enkelt og sikkert.