Feriebolig i Zadar
Zadar beliggende i Dalmatien ved Adriaterhavet i Kroatien er en by med en lang og dramatisk historie med mange forskellige herskere bag sig. Zadar har været beboet i omkring 3000 år, og fremstår i dag som en malerisk havneby, der har noget unikt over sig. I den gamle bydel findes mindesmærker fra Romerriget, bl.a. den rustikke bymur og de fire byporte. Er man historisk interesseret er Zadar et virkeligt spændende bekendtskab. Byen er fyldt både med fantastiske bygningsværker, hyggelige torve og interessante butikker. Church of St. Donat, St. Simeon’s Church, Land Gate and Walls og Cathedral of St. Anastasia er eksempler på Zadars historiske seværdigheder.
Archaeological Museum, National Museum Zadar, og Museum of Ancient Glass formidler ligeledes områdets spændende kulturhistorie på medrivende vis.
Ved havnepromenaden Riva kan I opleve det unikke havorgel med syv stentrapper, som går ud i et med det vidunderlige, azurblå Adriaterhav. Der fremkommer smukke klange fra de 35 orgelpiber, når havets bølger rammer stentrapperne og presser luft op igennem kanalerne, og husk også at nyde den flotte udsigt over havet samtidig! Havpromenaden er et herligt rekreativt område, som også indeholder grønne parker og palmetræer.
Samme arkitekt som står bag havorglet, Nikola Bašić, har også kreeret ”The Greeting to the Sun”, og de to værker er også placeret tæt ved hinanden. ”The Greeting to the Sun” er et moderne kunstværk skabt af 300 glaspaneler og solceller, der er lagt ned i kajen. Når installationen omdanner solstrålerne til energi kan man efter solnedgang opleve det ubeskriveligt effektfuldt udtryk, de to kunstværker til sammen præsterer.
Adriaterhavets klare, blå vand med en yderst behagelig badetemperatur frister naturligvis sommeren igennem. Omkring Zadar findes flere små stenstrande, I kan bade fra. Et godt tip: Badesko optimerer oplevelsen . . . I den østlige del af Zadar ligger den velbesøgte Kolovare strand, der også har en stribe gode spisesteder og hyggelige strandcafeer, hvor I med fordel kan søge skygge for den brændende middagssol og slappe af.
Kun godt 18 km nord for Zadar ligger den skønne, lange sandstrand Ninska Laguna Beach med dejlig lav vandstand, hvilket giver en bekvem høj havtemperatur, og desuden er særdeles børnevenligt. Området er ligeledes meget velegnet til forskellige former for vandsport.
Kroatiens største naturlige sø Vrana ligger knap 40 km syd for Zadar. Området har siden midten af 1999 været udnævnt som naturpark og har blandt andet en bestand af sjældne arter af vandfugle.
Et enestående udflugtsmål er Nationalpark Kornati, som består af 89 smukke øer, holme og skær med sammenlagt 238 km kyststrækning. Der er flere udbydere på de organiserede dagsudflugter til Kornati, som sejler ud fra Zadar havn.
Fra Zadar afgår bus direkte til Nationalparken Paklenica, som har åbent for besøgende året rundt. De naturskønne omgivelser tiltrækker først og fremmest mennesker med interesse for klatring og bjergbestigning, men Paklenica er også oplagt at udforske til fods på de mange afmærkede vandreruter, der både indeholder kløfter og spændende huler. Parkens smukke vandfald og fascinerende bjerge kan I selvfølgelig også vælge at nyde på en dejlig cykeltur. Et område alle aktive naturelskere vil sætte stor pris på at besøge!
Andre artikler
Feriebolig i Dalmatien
Dalmatien har indholdet til en vellykket ferie for hele familien. Det er en utrolig smuk region med en spændende fortid. Gå på opdagelse i de fantastiske gamle byer med historiske seværdigheder, og drag på oplevelsesrige udflugter, både til lands og vands, til de skønne nationalparker.
Feriebolig i Kroatien
Kroatien er et sandt ferieparadis med den ene fantastiske strand efter den anden ved det smukke blå Adriaterhav. Befolkningen er meget gæstfri, priserne lave, og oplevelserne står i kø. Hvad enten I er til sejlture til store og små ubeboede øer, sørøvergrotter – eller endda Venedig – vandsport, middelalder arkitektur, dinosaurer og skønne uforstyrrede naturparker, ja så finder I det hele her.