Feriebolig i Sächsische Schweiz
Nationalparken Sächsische Schweiz i delstaten Sachsen er først og fremmest kendetegnet ved de mange sandstensklipper, der fremstår i mange besynderlige udformninger, men præges også af de mange smalle slugter, idylliske skove og den gennemløbende flod Elben. Naturen i Sächsische Schweiz indeholder dermed virkelig enestående rammer for en herlig, vellykket ferie med mange eventyrlige udflugtsmuligheder.
Oplev hele området i miniformat med et besøg i Miniaturpark Die Kleine Sächsische Schweiz i Dorf Wehlen. Parken har et areal på 8000 m2 og ligger ved foden af et tidligere stenbrud. Såvel natur, historiske bygningsværker, transportmidler som seværdigheder er her gengivet i virkelighedstro kopier. Miniature bjergbanen kører den 900 meter lange strækning fra indgangsområdet til en 10 meter højere beliggende udsigtsplatform og kan fragte 16 personer af gangen.
Et godt udflugtsmål for en pragtfuld sjov og aktiv dag med oplevelser for hele familien er Elbe-Freizeitland Königstein. I afdelingen Bibi-Land, som primært henvender sig til de yngste børn, er der virkelig mange faciliteter som f.eks. klatrebjerg, mini-gokarts, eventyrlegeplads, waterballs, looping bike og minitoget Elbe-Express. Attraktionen har også falkonershow, oplevelseslabyrint, klatrebane og minigolf.
I Königstein ligger Festung Königstein, hvis interessante historie kan føres helt tilbage til 1233, og som i dag er et gigantisk frilandsmuseum med mange spændende udstillinger og events. Husk desuden at nyde den helt fantastiske panoramaudsigt over hele Sächsische Schweiz, der er tilgængelig fra Festung Königstein!
Trænger I ydermere til et adrenalinsus i ferien, kan det opfyldes i den nærliggende Kletterwald Königstein. Her er 8 parkours med i alt 80 forhindringer fordelt på mere end 1000 meter klatrestrækning i differentierede højder og sværhedsgrader. 4 af de 8 baner, attraktionen har, kan benyttes af børn fra 5-års alderen i følge med en medklatrende voksen og alene af børn fra 8-års alderen/højde 120 cm.
Prøv også en hyggelig tur på Elben med dampskib fra Sächsische Dampfschiffahrt, og nyd det unikke og stærkt fascinerende landskab set fra vandsiden. De, der gerne vil have en tur med mere fart hen over vandet, bør prøve en tur med ”Powerboot” hos Kanu Aktiv Tours i Königstein.
Sächsische Schweiz er et af de mest spektakulære områder i Europa til både vandring og cykling. Det markerede rutenet er omkring 1200 kilometer langt, og der findes mange forskellige turforslag, som alle indeholder mange muligheder for at nyde den skønne natur i ro og fred. Her er alt fra ruter med udfordringer til den trænede vandrer eller cyklist, samt ruter, der er velegnede til familier med barnevogne, og ruter tilrettelagt sådan, at mennesker med fysiske handicaps samt kørestolsbrugere også kan benytte dem.
Blandt de mange spændende cykelruter kan eksempelvis nævnes turen ”Tour ins Pirnaer Hinterland” som er godt 20 km lang, med lette stigninger, i stor udstrækning bilfri og med start- og slutpunkt fra banegården i Pirna, samt turen ”Die alte Poststraße” med en længde på knap 28 km, middel stigninger og start- og slutpunkt fra Berggießhübel.
Garanteret tropiske lufttemperaturer året rundt findes i badelandet Mariba Freizeitwelt i Neustadt. Her findes ud over traditionelt svømmebassin både bølgebad, boblebad, kæmpe rutsjebane med lys- og lydeffekter samt et legeområde på tørt areal, hvis man trænger til en pause fra vandsprøjt og bølger. Er I blevet sultne og tørstige efter badning, svømning og leg, kan I nyde det store udvalg i Maribas hyggelige restaurant.
Andre artikler
Feriebolig i Sachsen
Kulturlandskabet i Sachsen er mere end 1000 år gammelt, og i de saksiske ferieregioner og byer findes mere end 500 museer. De udsøgte kunst- og kulturoplevelser tiltrækker besøgende fra hele verden, og byerne Dresden og Leipzig prydes af berømte bygningsværker som Semper-operaen, Frauenkirche og Zwinger i Dresden og monumentet Völkerschlachtdenkmal i Leipzig.
Feriebolig i Tyskland
Tyskland er nok det land i Europa, hvor mangfoldigheden er størst. Naturen byder på hav, søer og kanaler i nord og bjerge, store skove med vandfald og fossende floder længere syd på. Landet bugner af natur- og dyreparker, og historisk og kulturelt er det et sandt skattekammer af slotte, borge, klostre og middelalder landsbyer. Naturen og kulturen er rigt repræsenteret på UNESCOs Verdensarvsliste.