Feriebolig på La Palma
Caldera de Taburiente Nationalpark er et vulkansk krater, der er mio. af år gammelt. Snør vandreskoene og ta’ på tur i det smukke landskab med klippetoppe af vulkansk sten, tætte granskove, stejle kløfter, vandløb og vandfald. Den rene og klare himmel giver helt perfekte forhold til stjernekiggeri. Roque de los Muchachos er med en højde på mere end 2.400 m det højeste punkt i nationalparken og et af verdens bedste steder at kigge stjerner. Teleskoperne i det moderne observatorie ligger tæt på toppen, hvorfra I også kan nyde den eventyrlige udsigt – i klart vejr helt til Tenerife, La Gomera og El Hierro.
Vulkanen Teneguía på øens sydlige del er den vulkan, der senest har været i udbrud på landjorden. Det skete i 1971. Udbruddet dækkede et stort område af det sydlige La Palma med lava og vulkanske sten. I Cumbre Vieja Naturpark finder I et besøgscenter, hvor man kan lære om vulkanernes historie. Centret ligger ved vulkanen San Antonio, der ikke har været i udbrud siden det 18. årh. Det ca. 7.500 ha store område omfatter talrige vulkankratre og et unikt plante- og dyreliv. Fra besøgscentret kan man følge stierne, til fods eller på dromedarryg, til toppen af vulkanerne, hvorfra der er en helt enestående udsigt over vinmarkerne og saltsøerne i Fuencaliente, La Palma og de nærmeste øer. Til naturparken hører også kurområderne El Pilar og La Pared Vieja.
Den rolige og fredelige fiskerlandsby Los Cancajos på La Palmas østkyst er et populært sted at lære at snorkle. Efter en kort instruktion kommer I med på en guidet snorkeltur, hvor I oplever den smukke verden under havoverfladen. Mød f.eks. papegøjefisk, barracudaer og makreller helt tæt på i den rolige bugt. Bagefter kan I fordøje de mange indtryk i en liggestol på strandens sorte sand. Bugten er også et godt sted at lege og bade med børnene. Stranden har toiletter og brusebade, og der er fine forhold også for kørestolsbrugere.
På sydkysten ligger der mange større og mindre badebugter rundt omkring Fuencaliente. På den nordøstlige del af øen er der stejle klippekyster, så her er anlagt kunstige, badevenlige havbassiner ved Charco Azul og La Fajana. Langs vestkysten er der ofte bølger og stærke understrøm, så det anbefales at blive i vandkanten her. Strandene på øen er af fint sort lavasand.
Øens hovedstad Santa Cruz er en smuk by beliggende på østkysten helt ud til havet. At gå en tur gennem byen er som at tage tilbage i tiden. I det historiske centrum er der fred og ro, atmosfære, lave huse og brostensbelagte stræder. Den nyanlagte sandstrand har livreddertårn, adgangsforhold for gangbesværede, toilethuse og parkering lige ved stranden.
På La Palmas vestkyst ligger den lille landsbyen Tazacorte. Byens smukke centrum med herresæder fra det 16. årh. vidner om byens store historiske og kunstneriske betydning. Derudover har byen også Europas eneste museum for bananen. Nyd de mange bananpalmer, strandpromenaden og den stejle kyst.
I Los Tilos ligger en af de vigtigste laurbærskove på De Kanariske Øer. Oplev de mange sanseindtryk, freden og roen på en vandretur gennem den ældgamle skov, hvor træerne er så høje, at det ser ud som om, de vokser ind i himlen.
Zooen Maroparque ligger højt oppe på en skrænt i Breña Alta på La Palmas østlige del. På turen gennem zooen går man ned ad skråninger, over træbroer og brosten og ind gennem fugleburene blandt flyvende papegøjer. Zooen har sjældne dyr fra hele verden bl.a. albinokænguruer, krybdyr og spændende fugle. Og så er udsigten over slugten i topklasse. Den botaniske have tæt på giver dejlig skygge til zooen, så det er et behageligt sted for både dyr og mennesker. Brug en dag i samvær med familien på dette skønne sted.
Billeder
Andre artikler
Feriebolig på De Kanariske Øer
Blå himmel, solskin og 20-30 graders varme stort set hele året igennem - der er ikke noget at sige til at det er utroligt populært at tage til De Kanariske Øer. Pragtfulde sandstrande, flotte vulkaniske landskaber og masser af skønne ferieoplevelser venter jer.
Feriebolig i Spanien
Spanien er ikke uden grund en yndet feriedestination. Nyd det solrige klima, de vidunderlige strande ud til Middelhavets skønne, krystalklare vand – samt den store rigdom af kultur- og naturseværdigheder og gastronomien i Spanien. Fantastisk udgangspunkt for en vellykket familieferie!


