Med en ferie ved Sveriges største sø Vänern er I sikret helt unikke naturoplevelser, der samtidig giver jer herlige muligheder for forskellige former for friluftsaktiviteter som eks. vandreture, cykling og sejlsport. Besøg også det smukke, hvide barokslot Läckö Slott og lad børnene blive mange eventyrlige oplevelser rigere.
Vælg mellem 207 sommerhuse

Vänern – Sveriges største sø, hvis sydligste punkt ligger mindre end en times kørsel nordøst for Göteborg, har et areal større end Fyn. Vänern virker nærmest som et helt hav med egen skærgård og er omgivet af skovklædte bjerge, eventyrlige slotte og idylliske byer.

Eventyrligt er netop Läckö Slott, der også kaldes ”Sveriges smukkeste slot”. Dette hvide barokslot med flotte tårne og spir ligger smukt placeret på en odde i Ekens Skärgård. Slottet havde sin storhedstid under Magnus Gabriel de la Gardie i 1600-tallet, og danner i dag rammen om børneteater, operaforestillinger og kunstudstillinger. Slotshavens layout og tema ændres hvert eneste år, men indeholder altid et stort blomsterhav og et væld af grøntsager og duftende krydderurter. På Läckö arrangeres der alderstilpassede aktiviteter for børnene. Aktiviteterne er inddelt i 4 forskellige eventyroplevelser – hvor både skattejagten og den lidt skræmmende opdagelsesjagt i de ”hemmelige slotsgange” altid er et sikkert hit!
Blot få meter fra selve slottet findes en dejlig badebro, så I også kan få jer en svalende dukkert i søen på varme sommerdage.

På østsiden af Vänern ligger den lille by Sjötorp på det sted, hvor Gøta Kanal løber ud i søen. Kanalen og sluserne er i sig selv en spændende attraktion at iagttage. Den 190 meter lange kanal blev bygget i årene mellem 1810 og 1832 og strækker sig fra Mem ved Østersøen og til Sjötorp ved Vänern og har i alt 58 sluser. De mere end 150 år gamle mægtige vandelevatorer kan hæve eller sænke bådene flere meter. I slutningen af september, hvor kanalen lukker, er det så afgjort en stor oplevelse at stå ved slusekanten og overvære.
Området er ligeledes et fantastisk udgangspunkt for en cykeltur ind i det smukke landskab langs kanalen. Cykler kan lejes på Sjötorp Upplevelsescenter og ruten går via grusede cykelstier, der er anlagt på den trækvej, som i sin tid blev anvendt af heste og okser, når de skulle trække bådene gennem kanalen.

I den sydlige ende af Vänern kan I opleve noget så sjældent som et vildt og brusende ”vandfald” midt i en by. Den 82 km lange Trollhättan Kanal er en del af den mægtige Gøta Kanal og sejler man ad hele kanalen passerer man 12 broer og oplever en højdeforskel på hele 44 meter. Dette muliggøres af 6 sluser, hvoraf de 4 ligger i Trollhättan. Når dæmningen åbnes fosser ikke mindre end 300.000 liter vand per sekund ned over fjeldet og løber videre i elven Tidan. Det kan opleves dagligt på faste tidspunkter fra maj til september. Området omkring sluserne er oplagt til vandreture eller måske en afslappende pause på en af de hyggelige cafeer, hvor I kan nyde udsigten over det idylliske parkområde Gamle Dal.

For de, der gerne vil opleve naturen omkring Vänern til fods, er hele eller dele af den velmarkerede 45 km lange vandresti rundt om Kinnekullebjerget måske noget at prøve kræfter med? Ruten er delt op så man sagtens kan tage en af de kortere, mere familievenlige ture på mellem 2 og 7,5 kilometer. Uanset rutevalg vil I blive stærkt betagede af udsigten over Vänerns blå krusninger. Her kan man virkelig nyde den storslåede natur helt uforstyrret og få slappet af i fred og ro!

Selvsagt er Vänern et paradis for lystfiskeri – så husk at pakke jeres bedste grej og smid snøren ud efter laks, ørred, gedde og sandart.

Vælg mellem 207 sommerhuse

Områdeanmeldelser

4 voksne 0 børn 1 husdyr 7 overnatninger 2025 juli
Manglende muligheder for gåture i området.
Mariestad
8 voksne 1 barn 1 husdyr 7 overnatninger 2025 februar
Dejligt område
Hammarö

Andre artikler

  1. Feriebolig i Sverige

    Hvis I vægter samvær omkring sjove oplevelser og lærerige aktiviteter højt i ferien, er Sverige det helt rigtige valg. Her kan I overalt finde et væld af attraktioner, aktiviteter og de skønneste rammer for stort set alle former for friluftsliv.