Sylt er så afvekslende en ø, at I ikke sådan lige bliver færdig med at gå på opdagelse. Øen har både dejlige sandstrande, vandreklitter, marskland og hede, så frem med badetøj, vandresko og cykelhjelm. Fortiden titter frem over alt og byder på spændende seværdigheder, og I kan bruge mange timer i de hyggelige gamle landsbyer med atmosfære, spændende butikker, museer og gallerier.
Vælg mellem 4.131 sommerhuse
Solnedgang over stranden på Sild

Sylt er Tysklands fjerdestørste ø, og landskabet her er meget varieret. Mod vest strækker sig 40 km sandstrande, så det er nemt at finde en uforstyrret plet til samvær med familien. Den østlige del på Næsodde består overvejende af marsklandet, da odden ligger ud til Vadehavet. I nord præger store vandreklitter og hede landskabet. Vandreklitterne er op til 1000 m lange og 35 m høje og bevæger sig årligt op til 4 m mod øst. Andre steder er der op til 50 m høje lerklinter. Cirka en tredjedel af øen er dækket af strande og klitter, og øens højeste naturlige punkt er Uwe-Klitten vest for Kampen med 52,5 m over havoverfladen.

På øen findes flere naturreservater som for eksempel Rantum Bassin sydøst for Vesterland. Der bor omkring 300 forskellige fuglearter fordelt over hele året. Blandt disse er der ca. 80 forskellige arter af rugefugle. På øen kan I næsten ikke undgå at møde nogle af øens ca. 3000 frit græssende får.

Sylt har siden 1927 været forbundet med fastlandet af den ca. 11 km lange Hindenburgdæmning. Dæmningen er udelukkende beregnet til togtrafik, men det er muligt at få sin bil kørt på et biltog i byen Nibøl på fastlandet. Nord for Sylt ligger den danske vadehavsø Rømø, hvortil der er færgeforbindelse fra List til Havneby på Rømø.

Landsbyen Kejtum er kendetegnet ved at have mange af de typiske friserhuse med de traditionelle stråtag. Sylts første kirke blev opført her omkring 1020 på et før kristent kultsted - det menes, at stedet var et blotsted for Odin. Kirken blev i 1188 viet til den hellige Knud. I Det Altfriesische Haus kan man som besøgende få et indblik i, hvordan man levede på Sylt omkring det 1800 årh. Huset er restaureret og fremstår nu i den originale tilstand. Sylts museum for lokalhistorie har talrige udstillinger lige fra traditionelle kostumer til sølvsmykker.

List er en hyggelig fisker- og badeby med panoramastrand og fiskerleje idyl og den nordligste landsby fra ca. år 1200. Gå en tur på den mondæne strandpromenade og nyd lyden af havet og den specielle badeby stemning. Den dejlige sandstrand er perfekt til leg med børnene, hygge og afslapning. Landbyen Venningsted-Brarup har med mange fine butikker og er derfor et godt mål for en shoppetur. Hørnum er et fiskerleje på sydspidsen af øen, der kan dateres tilbage til ca. år 1500.

Vesterland er øens hovedby. Byen var den første på øen til at blive kurbadeby, og det har den været siden 1855. Allerede i 1911 havde badebyen 30.000 gæster om året. I Vesterland ligger også Freizeitbad Sylter Welle. Det store badeland har bassiner for enhver alder og smag. F.eks. et børnebassin med et strandet vikingeskib, spændende rutsjebaner med flere hastigheder, opvarmede bassiner med massage og bølger, og et 25 m. bassin med en 3 m. vippe. Derudover er der stor wellness og fitness afdeling, boldrum – og en bistro.

Ta’ med den lokale turistforening på guidede ture ud i naturen og de smukke gamle byer. Ad ukendte stier vil I opleve så meget mere, end på en tur på egen hånd. Vadehavet er med på UNESCOs verdensnaturarvsliste, og er et af verdens vigtigste vådområder. Det er ikke tilladt at bade i Vadehavet, men ved ebbe er det muligt at gå en tur i vandkanten, og børnene kan more sig med at finde smådyr og krabber. Guiderne indvier jer i Vadehavets utrolige verden, dets mange særheder og de overvintrende og ynglende fugle.

Sylt har mange gravhøje og dysser fra den yngre stenalder. Bedst kendt er Denghoog, Harhoog og Tinnumborg. Familiegraven i kæmpe gravhøjen Denhoog ved Venningsted beretter om en udbredt aktivitet i forhistorisk tid. De første årh. efter Kristi fødsel var Sylt en del af marsklandskabet ved Jyllands østkyst, og øen er i dag præget af både tysk, dansk og frisisk kultur.

Kunstnere har altid følt sig tiltrukket af Sylts charmerende landskab, og deres kunstværker udstilles på flere fine gallerier på øen – primært på den østlige del af øen. Fine håndmalede kakler er et typisk kunsthåndværk på Sylt. Kaklerne var populære hos sømændene, der tog dem med hjem fra deres rejser som gaver eller souvenirs. I dag bruges de håndlavede kakler som vægdekoration.

Tag færgen til Sylt

Hvis I skal til Sylt på ferie, kan I tage færgen fra Havneby på Rømø. Overfarten tager omkring 40 minutter, og I kan tage jeres bil med på færgen. Det er en god idé at reservere billet på forhånd, især i højsæsonen. Bestil billetter til FRS Sildfærgen her (reklame)

Vælg mellem 4.131 sommerhuse

Andre artikler

  1. Feriebolig Schleswig-Holstein

    Vadehav, vind og bølger, endeløse diger, strande og klitter - det er, hvad I kan finde i ferielandet Schleswig-Holstein. Her er der masser af ren natur. Et ideelt ferieland for aktive familier, vandhunde og naturelskere. Charmerende cykelruter, spændende udflugter til øerne, forlystelser og historiske hansestæder med kultur og shopping - hvad kan man ønske sig mere på sin ferie?
    Schleswig-Holstein
  2. Feriebolig Tyskland

    Tyskland er nok det land i Europa, hvor mangfoldigheden er størst. Naturen byder på hav, søer og kanaler i nord og bjerge, store skove med vandfald og fossende floder længere syd på. Landet bugner af natur- og dyreparker, og historisk og kulturelt er det et sandt skattekammer af slotte, borge, klostre og middelalder landsbyer. Naturen og kulturen er rigt repræsenteret på UNESCOs Verdensarvsliste.
    Brandenburger Tor i Berlin, Tyskland