Feriebolig i Alsace
Området Alsace er beliggende ved Frankrigs østlige grænse til Tyskland og Schweiz i Rhindalen mellem bjergkæderne Vogeserne og Schwarzwald. Regionens hovedstad og største by er Strasbourg.
Alsace er i høj grad kendt for at dyrke druer til verdenskendte vine, og på de små atmosfærefyldte restauranter i Alsace kan det især anbefales at nyde et glas af den lokalproducerede vin sammen med traditionelle egnsretter som eksempelvis løgtærte, paté eller choucroute (ret med surkål, kød og pølse) samt gode oste og nybagt brød. Det lokale køkken byder også på lækre, lette retter med friske fisk og grøntsager.
I Alsace kan I opleve Middelalderen på nærmeste hold. Tag hele familien med på en udflugt til Middelalderborgen Haut-Koenigsbourg, hvor I kan prøve at træde ind i den forunderlige verden af vindeltrapper, spiraltårne, våben, og rustninger, som findes på den store borg, der i tidligere tider har huset både stolte riddere og fornemme borgfruer. Ud over det historiske tilbageblik har I her en helt enestående panoramaudsigt over Alsacedalen og Vogeserbjergene, idet Haut-Koenigsbourg har en majestætisk placering på en bjergtop i omkring 800 meters højde.
Ørneparken i Kintzheim er ligeledes en fantastisk oplevelse, hvor I får en enestående lejlighed til at kunne observere de stolte og ofte meget sky rovfugle på meget tæt hold. Imens I overværer det fascinerende flotte show, hvor de smukke rovfugle svæver hen over ruinerne af den gamle middelalderborg i Kintzheim, fortælles der om fuglenes adfærd og levevis.
I byen Mulhouse ligger flere helt suveræne museer som eksempelvis CITÉ DE L'AUTOMOBILE - et mekka for bilentusiaster og andre med interesse i bilens historie og udvikling gennem tiden. Cité du Train kan til gengæld fremvise en imponerende samling af klassiske og luksuriøse tog iscenesat i fascinerende og overvældende omgivelser.
Hovedstaden i Alsaceregionen er Strasbourg, som også rummer både Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol samt Europa-Parlamentet. Absolutte seværdighedshøjdepunkter i byen er blandt andet den fantastisk flotte domkirke Notre Dame de Strasbourg, og det hyggelige lille romantiske område Petite France med kanaler og idylliske gamle huse. Rolige og smukke omgivelser til en afslappende vandretur findes i Parc de l’Orangerie, en dejlig park med smukke blomster, der også har forskellige dyr samt en god legeplads for de yngste børn.
De små veje, som krydser sig gennem vinmarkerne og langs kanalerne egner sig formidabelt godt til vandre- og cykelture. Her har I alle forudsætninger for at nyde tiden sammen i de naturskønne, rolige og fredelige omgivelser, Alsace kan byde på.
Attraktioner
Roppenheim The Style Outlets
1 Route de L’EuropeF-67480 Roppenheim+33388727717
Andre artikler
Feriebolig i Frankrig
Lad jeres næste vellykkede ferie gå til Frankrig: Et land, som byder på skønne naturoplevelser, gastronomi i høj kvalitet, vidunderlige strande samt en smuk og atmosfærefyldt hovedstad, der et fyldt med topattraktioner og seværdigheder i verdensklasse.