Lyngvig Fyr

En tragisk historie
Det er svært at forestille sig de mange skibe, der i tidens løb er kæntret i Vesterhavets nådesløse bølger ­og de utallige sømænd, der har fundet deres evige hvile på havets bund. Lyngvig Fyr blev bygget i 1906, som det sidste fyr langs Vesterhavet efter et forlis, hvor 24 sømænd omkom. Fyrmesteren havde travlt med at holde fyret i gang,­ det var et spørgsmål om liv eller død!

Følger du fyrmesterens fodspor, der har slidt mærker i den snoede trappe op i fyrtårnet, bliver du belønnet med en fantastisk udsigt over hav og fjord. Hvor du kan nøjes med at nyde udsigten, havde fyrmesteren altid nok at gøre med at passe lyset, det tog f.eks. 30 timer at pudse linsen, og loddet der trak lyset skulle trækkes op hver fjerde time ­døgnet rundt!

Oplevelser for alle
Området omkring Lyngvig Fyr byder på mange oplevelser og bruges af mange som et udflugtsmål. Der er mulighed for at komme op og nyde den spektakulære udsigt over hav, fjord og landskab fra fyrtårnet. Der er gode parkeringsforhold og mulighed for at gå en tur til den skønne strand eller gå en tur rundt i klitlandskabet. Man kan kigge ind forbi i den gamle fyrmesterbolig, der i dag er indrettet med café, butik og udstilling. Udenfor finder du hængekøjer, offentlige toiletter, borde og bænke samt en stor naturlegeplads.

Besøg den hyggelige café med et nostalgisk strejf og en museumsbutik, der bugner med et stort udvalg af sjove retrovarer, nostalgisk brugskunst og flotte gamle møbler. Sæt jer til rette i caféen eller ude på gårdspladsen og nyd is, kaffe, kage, lette frokostretter, kolde fadøl med mere.

Der bliver i løbet af året arrangeret forskellige events med musik, modeshow, kunst og andre oplevelser. Se datoer for dette på Lyngvig Fyrs hjemmeside.

Rappelling
Få tanket op på adrenalin-kontoen ved at rappelle ned fra Lyngvig Fyr - hvis du tør! Lyngvig Fyr er et af Danmarks højeste fyrtårne. Bestig de 228 trappetrin op til toppen, og du befinder dig nu 53 meter over havets overflade. Heroppe bliver du mødt af din instruktør, der sørger for dit klatreudstyr. Du er nu klar til at kravle op over rælingen: "vi har dig!" En unik oplevelse, du aldrig glemmer! *Deltagere skal være minimum 14 år, og alle deltagere under 18 år skal medbringe en værge eller en værges underskrift.
Tider for rappelling varierer afhængig af sæson og efterspørgsel - se ledige timeslots ved billetkøb på Lyngvig Fyrs hjemmeside - rappelling.

Bliv klogere på fyrtårne og turister
I fyrmesterboligen finder du også en lille udstilling om "hvornår turisterne kom til Vesterhavet". I udstillingen bliver du bl.a. klogere på, hvordan turisterne i Søndervig boede hos private før i tiden og H.C. Andersens hyldest til den vestjyske natur og meget mere. Går du ovenpå i fyrmesterboligen bliver du klogere på livet langs det brusende Vesterhav. Udstillingen fortæller om strandingerne, redningsaktionerne og om fyrmesterens sirlige arbejde med at sørge for at fyret lyste korrekt.

Der er gratis adgang i butik, cafe og udstilling, det er kun, hvis der ønskes adgang til fyrtårnet at der betales entré. Husk at børn op til 18 år har gratis adgang.

Der er kørestolsadgang til fyrmesterboligen med café og butik samt belægning på gårdspladsen ligesom der forefindes adgang til handicaptoilet.

Levende Historie
Lyngvig Fyr er en del af Ringkøbing-Skjern Museum, hvor du kan opleve historien der, hvor den foregik. Museet består af en række autentiske bygninger, der fortæller hver sin spændende historie om det liv, som mennesker gennem tiden har levet, og hvordan landskabet har præget det!

På Ringkøbing-Skjern Museum er historien ikke bare i montre. Her kan du opleve den LEVENDE HISTORIE med alle sanser - gennem levendegørelse, guidede ture, børneaktiviteter og rundvisninger. Med et ugekort eller årskort er der rabat ved at besøge flere besøgssteder. Børn og unge op til 18 år har gratis adgang ifølge med voksen.

Vil du vide mere om Lyngvig Fyr, åbningstider, priser, dato for aktiviteter og arrangementer besøg Lyngvig Fyrs hjemmeside eller følg os på www.facebook.com/lyngvigfyr

Vælg mellem 2.255 sommerhuse Vælg mellem 20 tilbud

Andre artikler om Nr. Lyngvig

  • Sommerhus Nr. Lyngvig

    Lyngvig Fyr står oven på en af klitterne ud mod havet midt i det smukke klitlandskab omkring Holmsland Klit. Bestiges de 228 trin til fyrets top, belønnes man med en enestående udsigt: Vesterhavet og Ringkøbing Fjord ruller ind fra hver sin side og omkranser det naturskønne klitlandskab. Besøg den hyggelige fyrmesterbolig med café, museumsbutik og flotte udstilling om badeturismen ved Vestkysten.
    Lyngvig Fyr