springeren-maritimt sørøverskib
Springeren - Maritimt Oplevelsescenter
Vestre Fjordvej 81
9000 Aalborg
98117803
Vælg mellem 604 sommerhuse

SPRINGEREN Maritimt Oplevelsescenter - for hele familien

Springeren
I Aalborg Vestby ligger der en ubåd. Og ikke bare en hvilken som helst ubåd. Men den sidste dansk konstrueret og bygget ubåd - Springeren. Man har rig mulighed for at komme ind i ubåden og se, hvordan en ubåd fra den kolde krig så ud, og hvordan livet om bord var.

Udstillinger - indendørs og udendørs
Ved siden af Springeren, har vi torpedobåden Søbjørnen fra 1963. Der er kanontårne, som der må kravles i. Masser af miner i alle afskygninger, forskellige kanoner, en helikopter og ikke mindst de flotte prinsessejoller, som dronning Margrethe og hendes søstre lærte at sejle i.

Indendørs har vi over 600 modelskibe i alle størrelser, mange flotte uniformer og forskellige særudstillinger bl.a. en om "Hovsa-missilet", der ved en fejl blev affyret fra fregatten Peder Skram og eksploderede over i sommerhusområde på Sjælland.

Se den flotte model af Titanic og læs om det tragiske forlis eller se den store model af skoleskibet København, der forsvandt sporløst i 1928 ved Kap det gode Håb. Ved vores udstilling med effekter fra Arveprins Knuds maritime liv er det også muligt at se modellen af Kongeskibet Dannebrog.

For børnene
Vi har masser af sjov for børn i alle aldre. På vores store udendørs område er der masser af muligheder for leg og læring. Vi har Danmarks største legeskib, en stor sandkasse til de små og et bassin, hvor der er mulighed for at sejle med vores modelskibe om sommeren.
Indendørs har vi et legehjørne, hvor børnene kan lege med Lego eller lave en fin tegning.

Spiseområder
Vi har flere spiseområder - både indendørs og udendørs, og man må meget gerne spise medbragte madpakker eller benytte sig af vores gasgrill.

Praktisk info
Så længe du har hunden i snor, så er den velkommen. Vi har et handicapvenligt område, så det er nemt at komme rundt. Dog kan man ikke komme op i ubåden eller torpedobåden.

Butik
I vores butik er det muligt at købe en kold øl/sodavand, en lækker is eller et stykke chokolade til den søde tand. Man kan også købe forskellige souvenirs eller en lækker rom. Vi har et bredt udvalg af rom fra A.H. Riise.

Vælg mellem 604 sommerhuse