Få adrenalinen til at rulle og bliv stolt som en pave ved at gennemføre den 760 meter lange tur på vandski eller wakeboard i Kabelpark i Hvide Sande.
Vælg mellem 3.168 sommerhuse Destinationer under Hvide Sande
sommerhus hvide sande_328-E4700
Emne nr. 328-E4700.

”Whooouh!”

Sejrsfølelsen og stoltheden fylder mig og må brøles ud, efter at jeg i femte forsøg har taget hele den 760 meter lange rundtur på vandski trukket af en tyk stålwire på Kabelparks bane i Ringkøbing Fjord ved Hvide Sande.

Med en knyttet næve strakt let i luften glider jeg ned fra skiene og står kort efter i 10 grader varmt vand til brystet. De 25 meter ind mod land føles som et triumftog.

”Det var fedt, ikke?,” spørger kabelbanefører Tom Watson, mens jeg tager styrthjelmen af og krænger den fem millimeter tykke våddragt af mig.

”Jo, helt vildt. Især da jeg kom rundt i det sidste sving, hvor jeg var røget i vandet tre gange. Så kunne jeg mærke, at den var hjemme. De sidste 100 meter lige ud var ren paradekørsel,” jubler jeg.

Få minutter forinden var humøret en del lavere, da jeg med bøjet hoved sjoskede ind til bredden efter endnu en gang at være blevet trukket forover og havnet på næsen i fjordvandet.

I våddragt på gangstien

Og hvor smart føler man sig lige, når man barfodet og iført våddragt og styrthjelm samt tynget af et par vandski på skulderen trasker forbi hundeluftere og cyklister på den 200 meter lange tur ad grusstien tilbage til Kabelparks base?

”Gå ned i højre knæ, når du nærmer dig det første sæt bøjer på banen. Så kan du bedre styre ind mellem dem. Det skal du gøre. Ellers bliver rebet, du holder fast i, slapt. Og så bliver du trukket forover, når rebet strammes igen,” forklarer Tom Watson.

Tidligere verdensmester

Den unge englænder ved, hvad han taler om. Tom Watson har været verdensmester i wakeboarding – vandsports svar på snow- og skateboard – og dobbelt europamester i samme disciplin.

Og vejledningen virker. Efter at den kraftige stålwire har flået mig fra startrampen og ud på vandet, retter jeg mig op, holder armene strakt og glider af sted med 30 kilometer i timen.

Ned i højre knæ, så jeg trækker vandskiene mod højre, imellem bøjerne, rundt i kurven og – ”Koncentration! Strakte arme! Gå ned i knæ! Fokus! Du skal klare det denne gang!” – imellem endnu et sæt bøjer.

”Slap ikke af! Det går lige ud resten af vejen, men du er ikke i mål endnu. Hold ved!,” messer jeg videre inde i mit hoved.

Få sekunder senere slipper jeg håndtaget til stålwiren. Mens den frigjort slasker hen over vandoverfladen, mærker jeg en boblende følelse af triumf, mens farten går af vandskiene.

Nem og sjov action for alle

Nemt, sjovt og uafhængigt af vejret. Sådan beskriver Christian Estrup kunsten at stå på vandski eller wakeboard.

”Banen ligger tæt på land i Ringkøbing Fjord på lavt vand, hvor der aldrig er store bølger. Derfor kan man komme på vandet, når man har lyst. Banen er både for øvede, børn ned til otte år og begyndere, der kan få introduktionskurser. På den måde kan en for eksempel en familie få sjov og actionpræget weekend med vand og frisk luft,” siger Kabelparks direktør Christian Estrup.

Kabelpark består af seks master på ca. 10 meter, der er forbundet med en tyk, roterende og eldreven stålwire. Ophængt i dem er en række slæbetov, som man holder fast i, mens man suser hen over vandoverfladen. Og laver spring, vendinger i luften og andre tricks, hvis man er sej på vandski eller wakeboard. Prøv selv. Kabelpark venter.

”Whooouh!”

Vælg mellem 3.168 sommerhuse

Andre artikler om Hvide Sande

Vis alle artikler om Hvide Sande

Andre artikler

  1. Sommerhus Vesterhavet

    Langs Vesterhavet findes mange af de mest populære ferieområder i Danmark. Fra grænselandet i syd og hele vejen op til Hanstholm i nord findes tusindvis af skønt beliggende sommerhuse. Glæd dig til en vellykket ferie med masser af oplevelser og tid til hinanden.
    Søndevig kyst og Vesterhavet